Vis indlæg

Denne sektion tillader dig at se alle indlæg oprettet af dette medlem. Bemærk at du kun kan se indlæg der er oprettet i områder du i øjeblikket har adgang til.


Beskeder - Thomas41

Sider: [1]
1
Generel debat om sejlbåde / sejlskibe / Sv: Rigningstråd
« Dato: December 19, 2018, 09:26:38 09:26* »
Hej Per og andre med "fnusser" problemer,
Jeg kæmper selv på 30. år med at bygge skoleskibet Danmark. Hér er jeg også stødt på netop samme udfordring. Men jeg har løst det ved at bruge.....hårvoks!!!
Ja, den er god nok og det virker faktisk. Jeg smørrer lidt voks på et stykke køkkenrulle og trækker det stykke snor, jeg skal bruge, gennem voksen. Herefter tørrer jeg snoren til den ikke fedter mere.
Resultatet bliver ganske godt og er ikke mindst en billig løsning.

Men ikke nok med det. Nu kan du samtidig style håret mens du bygger på din model!!
:)

Venlig hilsen
Thomas41

2
Generel debat om ( ikke RC ting ) / Skal vi lukke siden ?
« Dato: November 12, 2018, 12:37:22 12:37* »
Kære Admin,
Ja, det er selvfølgelig trist at det skal være teknologien der gør, at siden må lukke.
Jeg må dog erkende, at mine egne indspark til siden har været stærkt begrænset.

Dog vil jeg tillade mig at komme med et forslag. I forbindelse med Kulturnatten i København i oktober i år, besøgte jeg Orlogsmuseets Modelbyggerlaug ude på Holmen. En flok herlige gamle nisser, der byggede løs på diverse skibe og installationer! Måske man kunne koble sig på deres hjemmeside? De har både formand og aktive medlemmer, og vil helt sikkert tage i mod andre modelbyggere med kyshånd. (Jeg selv var ved at blive shanghai'et!!)

mvh
Thomas 41 (Skoleskibsnummer - ikke alder - desværre)

3
Projekter / Skoleskibet Danmark scala 1/75 speciel edition
« Dato: Marts 30, 2017, 07:57:36 07:57* »
Hej Jan,
Spændende at se, hvor flot og "anderledes" din model bliver, i forhold til min egen. (Jeg skal nok lægge nogle billeder op senere). Interessant med din messing fittings. Har du efter pudsning lakeret dem?
Efter 28 år, er alle mine messing stumper blevet godt og grundig mørke, så jeg vælger at male det meste.
Også interessant at se den flotte båd, du har på kabystaget. Jeg selv må - hvis jeg skal være tro mod Skoleskibet anno 1989, som jeg bygger - montere den sureste og mest mølædte livbåd, man kan forestille sig. Efter min tur på togt 75, blev den vistnok smidt ud.

mvh
Thomas

4
Generel debat om sejlbåde / sejlskibe / Forslag til opbygning af vant
« Dato: Marts 23, 2017, 09:09:43 09:09* »
Hej Jan,
Brasso pudsede messingdele - respekt!! Det kommer til at se flot ud.
Ja, messing var der en del af på skoleskibet. Ved ankomst til ny havn, skulle al messing pudses. Især messingkanten langs lønningen på hoveddækket var noget af en udfordring. Det gik der gerne en hel dag med for 5-6 elever.

En enkelt røverhistorie fra en ankomst skal vi da lige have med! Og den omhandler selvfølgelig føromtalte maskinchef Alf.
Ved ankomst i Tampa i Florida, skulle vi ligge ved en meget fin kaj, midt inde i byen. Vi blev modtaget af borgmesteren, byens spidser samt et stort hornorkester.
Problemet med den valgte kajplads var dog den, at den var omkranset af et fint smedejernsgelænder. Det resulterede i at gangvejen ikke kunne komme ned på kajen, men red på kanten af omtalte gelænder.
Så mens borgmester, spidser og hornorkester så noget chokeret til, sprang Alf ned på kajen iført unifinform og skærebrænder. Inden nogen nåede at reagere, havde han nedlagt 3 meter af det flotte gelænder!!
Og så kom gangvejen på plads!! :)
mvh
Thomas

5
Generel debat om sejlbåde / sejlskibe / Forslag til opbygning af vant
« Dato: Marts 22, 2017, 08:28:58 08:28* »
Hej Madsen,
Ja, jeg tror du har ret. Det var også en detalje, jeg lagde mærke til. Men eftersom det er et dobbelt halvstik, han bruger på resten af vanterne, vil jeg også forsøge mig med det på det første vant. Det kommer i øvrigt lidt an på, hvor stor knuden bliver.

mvh
Thomas

6
Generel debat om sejlbåde / sejlskibe / Forslag til opbygning af vant
« Dato: Marts 22, 2017, 08:27:41 08:27* »
Hej Jan,
Nej, vi kan ikke have sjusk. Problemet med sjusk er jo, at det er det, man selv kommer til at fokusere på efterfølgende.
Jeg selv må også til at rette lidt op på en dum fejl, jeg lavede på et "svagt" tidspunkt. Jeg kom i kampens hede til at male gelænderet på poopdækket brunt og det var først efter særdeles besværlig montering, jeg indså fejlen. Det skal korrekt være hvidt, hvilket det var på mit togt.

Med hensyn til maling, så vil jeg dog gerne lige have lov til at blære mig lidt. Da jeg tilbage i 1989 var på skoleskibet, havde det en brun pyntestribe omme agter lige over og under "Danmark". Jeg var så fremsynet, at jeg fik mig en lille biks (maritimt ord for dåse!!) med hjem med lidt maling. Så min model har i dag ORIGINAL farve ;)
Jeg fik også noget af den gule maling. Ganske utilgiveligt blev det hjemtaget i en plast-biks. Men krads terpentin baseret maling holder ikke længe i en plastbeholder, så den var helt død efter et år.

mvh
Thomas

7
Generel debat om sejlbåde / sejlskibe / Forslag til opbygning af vant
« Dato: Marts 20, 2017, 07:47:53 07:47* »
Har fundet en rigtig god film på Youtube, der viser hvordan man monterer vævlinger på vantet:


mvh
Thomas

8
Generel debat om sejlbåde / sejlskibe / Forslag til opbygning af vant
« Dato: Marts 20, 2017, 07:43:47 07:43* »
Hej Jan,
Festlig kommentar - den grinte jeg meget af!
Du skal i øvrigt have tak for de billeder, du har lagt ud fra dit besøg på skoleskibet. Jeg var selv så forudseende, dengang jeg var elev, at jeg tog en del billeder af de forskellige detaljer. Men det er alligevel et noget begrænset materiale.

Glæder mig til at se flere billeder af din model. Det er i øvrigt noget af et imponerende hobbyværksted du har!

mvh
Thomas

9
Generel debat om sejlbåde / sejlskibe / Forslag til opbygning af vant
« Dato: Marts 17, 2017, 21:56:49 21:56* »
Hej Christian,
Hold nu fast! Du har bygget skoleskibet hele to gange!! Jeg er meget imponeret. Rigtig flotte billeder, der giver et godt indtryk af detaljerne. Lægger især mærke til at du har snoet den faste rig, så den er kraftigere og dermed skiller sig ud i forhold til den løbene. Det skal jeg huske.

Jeg har været lidt i tvivl om jeg skulle lave modellen med eller uden sejl. Men efter at have set dine billeder er jeg ikke længere i tvivl. Der skal sættes sejl!

Faldt hér til aften lidt i staver over lugen lige foran maskinhuset. Hér sad skoleskibets legendariske maskinchef Alf altid og spise sin aftensmad. Han var maskinchef gennem 25 år og var noget af en karakter. Han var tidligere flymekaniker fra Flyvevåbnet, men faldt efter sigende i unåde, da han engang hoppede op i cockpittet på en Draken jetjager og kørte den ud til start. Han gik kun klædt i grøn flyverdragt og blanke sorte støvler.
Han byggede engang en signalkanon til Skoleskibet og afprøvede den nede på sit kammer. På en eller anden mystisk måde havde han fået fat i noget krudt og testede kanonen med nogle papirkugler. Det kom der ikke noget ordentligt ud af, så han hoppede ned i maskinen og fandt nogle kuglelejer, der lige passede i røret! Men krudt og stålkugler er som bekendt en helt anden cocktail, der resulterede i et ordentligt brag og en kugle, der fløj gennem skottet lige ind til Hovmesteren, der lå i sin køje. (Vi elever fik bekræftet historien af samme Hovmester).
Efterfølgende fik Alf strenge ordrer om kun at affyre signalkanonen fra poopdækket!! :)
Ja, ja, det var tider!!

Venlig hilsen
Thomas

10
Generel debat om sejlbåde / sejlskibe / Forslag til opbygning af vant
« Dato: Marts 17, 2017, 09:11:40 09:11* »
Hej Nicolai aka 32,
Ja, verden er lille - det samme er modelskibene!
Tusind tak for din meget brugbare forklaring på hvordan, jeg skal komme videre med vantet og ikke mindst vævlingerne (jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad de hed!).
Jeg tror bestemt jeg vil gå efter dit forslag nr. 2. Det lyder til at være den bedste løsning. Ja, jeg er allerede opmærksom på krydsmastens kringelkroge. Derfor har jeg også undladt at lime flådedækket på endnu.

Jeg kan i øvrigt fortælle, at min model har været en del ude at rejse. I en årrække boede og arbejdede jeg i Kina, hvor jeg selvfølgelig havde skibet med. Men det blev kun til en enkelt mast på 4 år!! Til gengæld kom modellen med containerskib hele vejen hjem til Danmark igen, så den har i den grad været til søs.
Det med at være til søs og de udtryk, det afstedkommer, holder ved og afkommet har for længst lagt det døve øre til, når jeg beder junior om "at komme langs" eller "passe op", når han står i vejen!! :)

Tilbage til modellen. Den blev endelig fundet frem i efteråret og gennem hele vinteren er aftenerne blevet brugt på mit lille værksted i kælderen. Derfor glæder jeg mig rigtig meget, når første mast skal monteres.

Endnu engang tak for hjælpen - fra én fra Bagbod Skanse!!

Venlig hilsen
Thomas

11
Generel debat om sejlbåde / sejlskibe / Forslag til opbygning af vant
« Dato: Marts 16, 2017, 12:24:09 12:24* »
Kære alle,
Tillad en ny bruger i dette forum at stille et spørgsmål omkring opbygning af vantet på Skoleskibet DANMARK. (Hér mener jeg rebstigerne, man kravler op ad).
Jeg er indehaver af en model fra Billing Boats og har være meget, meget længe (28 år!!) om at komme til det stadie, hvor jeg efterhånden er færdig med selve skibet og nu skal i gang med riggen.
Men jeg er lidt luren ved hvordan jeg skal angribe opbygning og montering af vantet. Skal jeg lave det i en form og sætte det hele op, eller skal jeg lave hvert "stige-trin" on-the-spot?

På forhånd tak for hjælpen!
mvh
Thomas
Elev nr. 41 på togt 75 :)

Sider: [1]