Hej Nicolai aka 32,
Ja, verden er lille - det samme er modelskibene!
Tusind tak for din meget brugbare forklaring på hvordan, jeg skal komme videre med vantet og ikke mindst vævlingerne (jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad de hed!).
Jeg tror bestemt jeg vil gå efter dit forslag nr. 2. Det lyder til at være den bedste løsning. Ja, jeg er allerede opmærksom på krydsmastens kringelkroge. Derfor har jeg også undladt at lime flådedækket på endnu.
Jeg kan i øvrigt fortælle, at min model har været en del ude at rejse. I en årrække boede og arbejdede jeg i Kina, hvor jeg selvfølgelig havde skibet med. Men det blev kun til en enkelt mast på 4 år!! Til gengæld kom modellen med containerskib hele vejen hjem til Danmark igen, så den har i den grad været til søs.
Det med at være til søs og de udtryk, det afstedkommer, holder ved og afkommet har for længst lagt det døve øre til, når jeg beder junior om "at komme langs" eller "passe op", når han står i vejen!!

Tilbage til modellen. Den blev endelig fundet frem i efteråret og gennem hele vinteren er aftenerne blevet brugt på mit lille værksted i kælderen. Derfor glæder jeg mig rigtig meget, når første mast skal monteres.
Endnu engang tak for hjælpen - fra én fra Bagbod Skanse!!
Venlig hilsen
Thomas